Mødre på velfortjent wellnessophold

Moderknoldene, som jeg har taget stiklinger af, er sendt afsted på velfortjent ferie i drivhuset, hvor de kan nyde det gode vejr og rigelige mængder lys.

20170404_123544999_iOS

Først pottede jeg dem om med frisk muld, så de fik mere plads og næring. Nu kan de stå og komme sig og samle kræfter til blomstringen. Jeg har ikke lavet ret mange stiklinger i år, så der er nu ikke drevet rovdrift på dem, men jeg synes alligevel de fortjener en lille solferie efter den sidste tids anstrengelser. Det er nemlig noget, man som mor til en 3-årig og en baby på seks uger virkelig kan leve sig ind i!

I øvrigt har de leveret nogle virkelig fine små planter, som også er blevet pottet om og stillet i drivhuset. Toppen er knebet af, så planten busker sig mere. Efter sigende skulle det også bevirke, at planten sætter flere blomster, som til gengæld bliver lidt mindre.

20170404_122734435_iOS

Her ses de til venstre, ved siden af frøplanterne til højre. Alle er nu kommet i drivhuset, så den lavere temperatur og større mængde lys bevirker, at de ikke bliver så ranglede. Mit drivhus er ikke frostfrit, så hvis der er udsigt til frost, kommer de ind for natten.20170404_123507182_iOS

Ompotningen er ikke strengt nødvendig, men stiklinger og frøplanter må vente lidt længere med at komme i jorden end knoldene, så det er fint at de får mulighed for at vokse sig store i større potter, mens de venter.

Både moderknolde og deres babyer holder mit nektarintræ ved selskab. Det er ikke i tvivl om, at foråret er kommet!

20170404_123927258_iOS

Sådan tager du stiklinger

Nu har knoldene efterhånden stået nogle uger, og der er kommet godt gang i skuddene. Dermed er det blevet tid til at stiklinger – det er meget simpelt og hurtigt gjort. Du kan læse om forberedelserne til stiklingeformering her: Tid til at skyde sæson 2017 i gang!

Man kan skære stiklingerne to forskellige steder. Enten lige under et nodie (‘knudepunkt’ – der hvor bladene udspringer) eller nede ved roden. Jeg har ikke særlig gode erfaringer med at skære under nodier, da de for mig ikke rigtig vil slå rod og blot rådner. Til gengæld er succesraten høj for stiklinger, som tages helt nede ved knolden og med et stykke af denne med. Nedenfor ses et fint, kraftigt skud, som vil egne sig godt som stikling. Det har et veludviklet bladpar og et mere på vej.  20170219_090717512_ios

Med en skarp og ren urtekniv skæres skuddet af, så der netop kommer en lille stump rodknold med.

20170219_091947407_ios

Dernæst skæres de nederste blade af for at reducere vandtabet fra stiklingen.

20170219_092113212_ios20170219_092828680_ios

Nu sættes stiklingen i jorden, gerne så dybt, at både snitfladen ved roden og nodiet er dækket. Mulden holdes fugtig, men ikke våd. Og så det allervigtigste: husk at sætte navn ved! Ikke noget med at tænke, at man da godt lige kan holde styr på et par enkelte stiklinger – for lige pludselig går der ged i det, og så aner man ikke, hvilken sort man har med at gøre.

20170219_092848991_ios

I øvrigt kan jeg anbefale, at man finder sig nogle små, firkantede potter, som den ovenfor, da de har en perfekt størrelse. Og det er supersmart, at plastikken er gennemsigtig, for så kan man følge med i roddannelsen!

Placér stiklingerne i et minidrivhus. De næste dage skal du holde godt øje med dem. Hvis de bliver den mindste smule slatne, kan det hjælpe at skære halvdelen af bladene af, så vandtabet mindskes yderligere, men du skal handle hurtigt.

20170219_093045552_ios

I løbet af et par uger skulle der gerne dannes rødder. Hvis du er i tvivl, kan du lige så forsigtig rykke lidt i stiklingen efter et par uger, for at fornemme om den står fast i mulden og i så fald højst sandsynligt er ved at danne rødder.

Sidste år læste jeg en masse om varmeplader, kunstigt lys og roddannerhormon, der skulle hjælpe roddannelsen på vej, men det viste sig at være fuldstændigt overflødigt at investere i, idet ca. 9 ud af 10 stiklinger slog rod uden problemer. Det behøver slet ikke være så kompliceret!

Over de næste uger vil knoldene fortsat sætte flere skud, og så er det bare om at få skåret dem af og puttet dem i jorden, inden de bliver for lange og ranglede. På den måde får du hurtigt mange planter ud af en enkelt knold.

Her er lige et lille tilbageblik på mit meget ambitiøse og frodige stiklingeprojekt fra sidste år, samt et billede af den ekstra skærehave, jeg anlagde med alle de tiloversblevne stiklinger. De blev til kæmpestore planter med fine knolde.

20161015_135335335_ios

Tid til at skyde sæson 2017 i gang – forberedelser til stiklingeformering

Det er ved at være tid til at komme i gang…

I hvert fald, hvis man skal nå at lave stiklinger! Det er meget nemt at lave stiklinger af georginer, og hvis man går i gang nu, når de at udvikle sig til store, kraftige planter, som blomstrer samtidig med (eller tidligere end) de knoldplanter man lægger i foråret.

Selvom det er nemmere at formere sine planter ved at dele knoldene, kan der være flere gode grunde til at stiklingeformere. Hvis man har en lille sølle knold, som ikke ville kunne deles, kan man sagtens lave måske fire-fem stiklinger af den. Desuden er det hyggeligt at have noget at gå og nusse med, mens man for alvor længes efter foråret. Det var vel egentlig min oprindelige begrundelse, da jeg sidste år kastede mig ud i at lave stiklinger for første gang. Det var en stor succes, og selvom jeg, grundet min nuværende tilstand som højgravid, havde lovet mig selv ikke at starte for mange projekter op i år, så kom jeg lige til at sætte nogle knolde til forspiring den anden dag. Bare lige et par enkelte sorter, som det kunne være rart at have lidt flere af…

Første skridt er at udvælge sig sine sorter, og der kan det være en stor fordel at have ordentligt styr på mærkningen af sine knolde. Herunder er et par af de sorter, som jeg laver stiklinger af i år.

‘Camano Pet’, ‘Orange Cyrill’ og ‘Uncle Hanky’

Når knoldene er hevet frem fra deres vinterhi, sættes de i pottemuld i en potte eller en kasse med rodhalsen (der hvor skuddene viser sig) blottet, og stilles i vindueskarmen ved stuetemperatur. Jeg bruger en bedroller, da der er plads til en del knolde. Vent med at vande til knoldene begynder at skyde.

20170131_182157217_ios

Nu er det blot at vente. Der går nogle uger, inden de første skud er klar til at blive skåret. Det er de, når der er dannet et par bladpar. Nedenfor kan du se en af de små knolde, som ser lidt sølle ud, men sagtens kan give flere stiklinger.

20170131_181306513_ios

En af mine favoritter fra sidste år, Uncle Hanky, glæder sig også til foråret og var allerede gået i gang med at skyde, så den bliver nok en af de første jeg kan lave stiklinger af!

20170131_182204160_ios

Når de første skud er klar om et par uger, laver jeg naturligvis en guide til at skære dem og få dem godt i gang.