Så er knoldene lagt

Selvom april har vist sig fra sin koldeste side i år, har jeg lagt de fleste af mine knolde nu. Min jord er sandet og bliver hurtigt varm, når vejret beslutter sig for at blive bedre. Jeg er derfor ikke så bekymret for at lægge dem, selvom jorden endnu er lidt kold – lige nu udgør jorden et bedre opbevaringssted end jeg ellers kan tilbyde dem! Desuden er knoldene kun lige knapt begyndt at skyde, så de når formegentlig heller ikke at komme over jorden, mens der stadig er risiko for frost.

Stiklingerne og de forspirede knolde må vente lidt endnu med at komme ud, da der varsles om nattefrost de næste par nætter.

Her er et lille kig på nogle af knoldene. Mange af dem skal også deles.

Nedenfor ses et eksempel på, hvorfor det er sådan en god idé at give sig i kast med at dele sine knolde. Hvis alle skuddene på denne knold blev til stængler på samme plante, ville de kæmpe om plads og lys, så de ville blive svage og bære færre blomster.

Du kan læse om at dele knolde her,

I mit ene bed har jeg jo besluttet at forsøge mig med siveslanger i år, så dem gravede jeg ned i render først, for derefter at lægge knoldene i rækker langs slangerne.

Der graves et hul, og jorden løsnes under og omkring hullet. Knolden lægges, så de gamle stængler netop kommer til at ligge i jordoverfladen. Husk at holde styr på skilte, hvis du går op i, hvilke sorter du har! Det kan være en god idé at holde lidt styr på sine sorter, da det giver det bedste resultat at lægge sine knolde på forskellige pladser alt efter højde.

Jeg bliver så glad, når jeg stikker spaden i jorden og det vrimler med sådan nogle moppedrenge her: 

I starten var min jord helt død, men efter at have tilført hestemøg i flere år, er den efterhånden blevet noget så levende.

Min søn, der lige er fyldt tre, var med i haven, hvilket jo er hyggeligt, men også lidt nervepirrende, når han ‘hjælper’ med at dele knolde og bytte rundt på skilte! Heldigvis havde han også lige lidt græs, der skulle slås… 😉

 

I øvrigt målte jeg lige jordtemperaturen med mit multifunktionelle stegetermometer. Den må gerne ligge på de omkring 10 grader når man lægger knolde, og jeg kunne næsten ikke tro mine øjne, da termometret sneg sig op på netop denne temperatur. ‘Arh, det kan vist ikke passe’ tænkte jeg og tog den op i luften, hvorefter den faldt til 9 grader, hvilket mine to andre termometre var enige i, at lufttemperaturen var. Så måske det ikke varer alt for længe, inden de første spirer titter på ad jorden?

Deling af knolde

Der er virkelig god grund til at give sig i kast med at dele sine knolde.

De første par år jeg dyrkede georginer, glædede jeg mig over, at knoldene blev større og større, fordi jeg tænkte det ville give mig store planter med masser af blomster. Tværtimod går det faktisk ud over blomstringen, hvis knoldene bliver for store. Så sætter de nemlig masser af skud, som skal kæmpe om plads, lys og næring, og derfor bliver de mange skud svage og tynde, og planten kan helt holde op med at blomstre. Så sidste år delte jeg de fleste af mine knolde og opnåede kraftigere planter og en overdådig blomstring.

Ved at dele knoldene, opnår man en rigere blomstring, større blomster og naturligvis også flere planter, som man jo så enten selv kan plante, eller man kan give dem bort eller bytte knoldene med andre.

Jeg foretrækker at dele knoldene om foråret inden de lægges, da det gør vinteropbevaringen nemmere. Knolde der er delt om efteråret tørrer nemmere ud i løbet af vinteren.

At dele knolde er nemt, hvis blot man er opmærksom på, at hver ny knold skal være forsynet med noget af det væv, som de nye skud vokser fra. Den nemmeste måde at sikre sig det på, er at dele knolden, således, at hver ny del har minimum én gammel stængel. Herunder ses en knold, som vil have godt af at blive delt.

 

Start med at vride i de gamle stængler for at fornemme, om knolden er villig til at gå fra hinanden ‘af sig selv’ med lidt hjælp til at filtre knoldene ud. Ofte kan man dele knolden i mange små bare på denne måde, især hvis den er lidt indtørret. 

 

Denne knold var kun villig til give slip på en lille del, som gav en fin ny knold. Jeg ville dog gerne have den store del i endnu mindre stykker, så jeg måtte tage hårdere midler i brug.

 

Her er det måske, at der er delte meninger om, hvordan man går videre – nogle bruger grensakse og tålmodighed – jeg bruger en spade og knapt så meget tid 🙂 Til gengæld er der en del småknolde, som går tabt ved denne metode.

Spaden placeres mellem stænglerne, og så hakkes knolden ellers bare over. Ved at starte lidt forsigtigt, kan man fornemme, om der er nogle steder, hvor knolden heller giver sig end andre, så man trods alt måske kan lave nogle lidt pæne knolde uden for store sårflader.

 

Småknoldene, der falder af, kan måske godt blive til noget, selvom der ikke er stængel med. Man kan kigge efter små ‘øjne’, men jeg synes de kan være svære at se. I stedet gemmer jeg dem og lægger dem til forspiring. Dem som begynder at spire, kan komme ud i haven, og resten kan smides ud.

 

Og således blev én stor knold til fire pæne knolde (som professionelle nok sagtens ville kunne dele i endnu mindre stykker) samt syv små knolde, som muligvis også kan blive til fine planter.