Jeg har samlet lidt forskellige gode råd til, hvordan du får dine georginer til at holde sig friske længst muligt i vasen. Det der med hvordan man binder en smuk buket med georginer og eventuelt også andre blomster vil jeg ikke sige så meget om, for det findes der mange andre, der er meget bedre til end mig.

Det er dejligt at få besøg af nogen, som er bedre end mig til at binde smukke buketter! I denne ses New Baby, Dikara Superb, Oreti Duke, Hapet Pom og Anna Sanderhoff
Mine buketter består som oftest kun af georginer, og det kan faktisk godt være lidt svært at få til at se pænt ud. Vasens udformning har meget at sige, og jeg er blevet glad for et par små vaser med relativt smalle åbninger, så hovederne holdes tæt sammen. Jeg vælger blomster i farver, som passer godt sammen, og så flytter jeg lidt rundt på dem, til jeg synes det ser tilforladeligt ud. Mange er langt mere kreative og dygtige til det end mig!

Blandt andre Karma Choc, Cryfield Harmony, L’ancresse, American Dawn og Genova pynter på spisebordet.
Det jeg kan sige noget om, er hvordan du får mest muligt ud af dine georginer, når de er plukket.
- Det vigtigste er at blomsterne plukkes om morgenen. Der er de mest saftspændte og holder dermed længst.
- Skær stilken med et skråt snit med en skarp urtekniv.
- Fjern alle blade, som måtte komme under vand i vasen.
- Kom blomsterne i vand med en temperatur på omkring 40 grader.
- Skift vandet i vasen hver dag.
- Fyld kun vasen halvt op (stænglernes ender skal selvfølgelig være under vand)
Det er også vigtigt at tage blomsterne på det rigtige tidspunkt. Blomsten skal være frisk, saftspændt og rimelig nylig udsprunget. Du kan kigge bag på blomsten og se, om de ældste kronblade hænger eller er falmet i farven. I så fald vil blomsten ikke holde ret længe i vasen.
Knopper, der endnu ikke er sprunget ud, åbner sig ikke, når først de er plukket.
I perioder med enten tørke eller kraftig regn er blomsternes holdbarhed nedsat.
Har du svært ved at få dig selv til at plukke ind af blomsterne, skal du huske på, at du stimulerer planterne til at sætte endnu flere skud, når du skærer af dem!