Den der tørke…

Hold nu op mand, hvor er det bare tørt! I tilfælde af det skulle være gået nogen forbi…

Her er der ikke rigtig faldet regn siden starten af maj, og selvom jeg vander georginerne igennem med siveslanger med 3-4 dages mellemrum, så de ikke mangler vand, så har tørken alligevel en effekt.

Umiddelbart ser bedet jo fint ud.

Jeg ved ikke, om det er den lave luftfugtighed og den stegende sol, der påvirker planterne på denne måde, men det er da lidt ærgerligt. Nogle knopper bliver slet ikke til noget, og en del af dem som gør, visner også hurtigt.

Groovy

Til gengæld har jeg ikke problemer med hverken bladbrand eller meldug endnu i år!

I et af de bede, hvor jeg ikke har lagt siveslanger og vandingen derfor er endnu mere sparsom, er det næsten ikke til at holde ud at se på.

Suk…

Jeg skulle dog hilse fra naturen (altså den der mere vilde en af slagsen) og sige, at her står det ikke helt så slemt til.

Blomstrende blåhat i massevis på den tørreste tørre eng. Blåhat er elsket af mange forskellige insekter, men er blevet mere fåtallig, fordi den udkonkurreres af græsser, hvis ikke engen plejes.

Selvom mange planter tørrer ind i år, så har vi også rigtig mange hjemmehørende arter, som er meget nøjsomme og som faktisk har bedre kår i år end normalt, fordi andre hurtigtvoksende arter (især græsser) ikke er så konkurrencedygtige i tørken. Dermed flere blomster til insekterne og flere blomsterfrø til næste år. Naturen er dynamisk – sidste år var et godt år for de arter, som tåler meget vand.

Det er de kultiverede planter (både i landbruget og haverne), som lider mest under tørken. De er avlet til at yde en masse hurtigt, så de må helst ikke mangle vand og næring, og mange af dem kommer også fra andre himmelstrøg end de danske, hvilket igen kan gøre dem mere følsomme overfor udsving i klimaet.

Men derfor tror jeg nu stadig, at både natur, haver og marker snart gerne ser lidt regn 😉

2 thoughts on “Den der tørke…

  1. Vor haves georginer har helt de samme kvaler. De hvide typer, som ellers tit skades af regn, havde vi store forventninger til i denne tørke; men de opfører sig helt som på dine billeder. De som er havnet i halvskygge klarer sig bedst.

    Like

Skriv en kommentar