Da vi flyttede ind i vores hus, var der ikke skyggen af ukrudt nogen steder. Jeg er dog ikke for god til det med at luge, så der gik ikke længe inden især brændenælderne gjorde deres indtog.
Jeg har lavet en aftale om at acceptere deres tilstedeværelse, hvis de lover at holde sig på deres tildelte plads. Den aftale er brændenælderne ikke ret gode til at holde, men fordi jeg anvender dem i madlavning, samt dyrkning af både køkkenhave og georginer, er de endnu ikke blevet forvist. De er nemlig gode at gøde med, og det gør man med brændenældevand. Du skal i gang nu, inden de sætter blomster.
Det færdige brændenældevand er meget rigt på kvælstof og anvendes i forholdet 1:10. Det er voldsomt ildelugtende, men stanken fortager sig hurtigt efter udvanding.
Jeg bruger det et par gange i løbet af sæsonen, hvis jeg synes væksten er gået lidt i stå. Det er hurtigtvirkende, ligesom kunstgødning, men som jeg før har skrevet, er dette bandlyst i min have. Du skal dog være opmærksom på, at det ikke indeholder fosfor og kalium i nævneværdige mængder, så vandet skal kun bruges som supplement. Kvælstof har ry for især at stimulere georginerne til at sætte blade frem for blomster, men ved anvendelse nogle enkelte gange hen over sommeren, synes jeg ikke det er et problem. Brændenældevandet er desuden virkelig godt at bruge i køkkenhaven! Ufortyndet kan det også bruges som ukrudtsmiddel, som især er godt mod brændenælderne selv, men pas på de planter, du gerne vil beholde, da det er kraftigt.
Pingback: Forberedelse af jorden | Lenes georginer